Publiceret: 04. dec. 2025

Oprensning af Ødam skal forbedre søens vandkvalitet

Ødam

Med det nye stadion vil regnvandssøen Ødam modtage mere regnvand. Vi gør søen klar til dette ved at rense for slam, skidt og gamle cykler.

Søen ved Havreballeskovvej – også kaldet Ødam er tømt for vand, som en del af arbejdet i E8. En stor gravemaskine fra Dalgas kører i stedet rundt i søen og fjerner slam, skidt og gamle cykler. Ødam er en regnvandssø, som modtager regnvand fra omgivelserne, det nye stadion og væddeløbsbanen.

For Aarhus Vand fungerer søen som et slags biologisk renseanlæg og den store mængde sediment i søen forhindrer dette.

”Gamle blade og andet organisk materiale bruger ilten og gør det sværere for søen at rense og nedbryde kvælstof og fosfor. Søen vil derfor få det bedre, når det er fjernet,” forklarer Bo Snediker, projektleder, Aarhus Vand.

Under arbejdet bliver 4.000 tons sediment fjernet, der gennem mere end 100 år har samlet sig i bunden af søen. Under arbejdet har entreprenøren allerede på de første 5 m2 fundet 4 cykler, som heller ikke bidrager positivt til økosystemet.

Lidt sumpplanter og træstammer bevares i søen

Projektet er bevidst ikke udformet som en total tømning. Der efterlades områder med lav vandstand og sumpplanter, som fungerer som levesteder for både planter og dyr.

Nogle træstammer, bevares ligeledes i søen, fordi der dannes bakteriekulturer på overfladerne, som hjælper med at rense vandet.

“Hvis man fjerner alt, renser søen heller ikke godt. Vi ser det som et tiltag, der understøtter biodiversiteten fremadrettet,” forklarer Bo Snediker.

Tivoli modtager vand fra Ødam

En kanal bringer regnvand videre fra Ødam til Tivoli. Her bruger de vandet til at vande planter og vandet løber også i en åben kanal inde i forlystelsesparken. På den måde sparer Tivoli på drikkevandet ved at bruge regnvand i haven. Regnvandet, som bliver biologisk renset i Ødam, løber derfra videre i en kanal under jorden og ud i bugten.

Ikke muligt at gå rundt om Ødam

Under arbejdet med oprensning vil det ikke være muligt at gå rundt om søen. Oprensningen forventes afsluttet i slutningen af januar.