Publiceret: 10. mar. 2025

Blågrøn klimatilpasning: Sammen kan vi håndtere mere vand på overfladen

I fremtiden bør mere regnvand håndteres på overfladen og ikke under jorden i rør. Overfladeløsninger kan, hvis de designes rigtigt, skabe mange merværdier til gavn for byens borgere. At prioritere løsninger til regnvandshåndtering er dog en kompleks øvelse, da der ofte er mange planer og ideer til anvendelsen af byrummet. Det kræver derfor et tæt samarbejde med specielt Aarhus Kommune.  

I forbindelse med separatkloakeringen i Fredensvang i Viby, er R3 særligt udfordrede i forhold til udledningen til den sårbare recipient, Døde Å. For at imødegå denne udfordring har gruppen sat sig det bespænd, at der skal skabes mest mulig forsinkelse i oplandet på tværs af alle arealer og aktører. Et benspænd, der skaber nye muligheder, og som spiller sammen med Aarhus Kommunes og Aarhus Vands ønske om at prioritere naturlige vandveje og flere blå-grønne løsninger i fremtiden. 

Vi bliver nødt til at prioritere overfladeløsningerne for at få en mere blå-grøn by og for at få robuste og bæredygtige løsninger fremadrettet. Men med håndtering af regnvand på overfladen øges kompleksiteten betydeligt, og vi skal inddrage flere aktører som kommunen, boligforeninger og andre vigtige interessenter.
- fortæller Allan Bo Mikkelsen fra Aarhus Vand.

Der arbejdes ud fra tre principper: Det naturbaserede princip, forsinkelsesprincippet og rørprincippet, og der stiles efter et naturbaseret princip med flest mulige blå-grønne løsninger. Dette princip vægter også højt for Aarhus Kommune.

Video Til Nyhed Om Fredensvang

Pris er ikke længere det eneste vurderingskriterie 

For at kunne træffe de bedste beslutninger om løsninger til håndtering af vand på overfladen er der behov for at kigge på andre faktorer end anlægsprisen. Til det bruger R3 værktøjet NBS Value, som kan bruges til beregning af merværdier.

Vi betragter regnvandet som en ressource, der kan være med til at skabe værdi for Aarhus. Ved at håndtere regnvandet terrænnært kan det bidrage til en grønnere by, hvilket igen bidrager til øget sundhed og større biodiversitet. I den vurdering af de tre principper har vi derfor beregnet hvilken merværdi, som forskellige løsningsforslag giver på eksempelvis luftkvalitet, biodiversitet, sundhed og mindsket ressourceforbrug.
- fortæller Karsten Bech fra Rambøll. 

Projektet i Fredensvang er en del af et større område, hvor Aarhus Vand skal kloakadskille og har fokus på den gode arealanvendelse i byen.