Publiceret: 10. mar. 2025

Bæredygtig asset management: Kan vi genbruge rør? Og kan vi opnå så stor en miljøgenvinst, som vi håber på?

Skærmbillede 2025 03 04 132447

Det er nogle af de spørgsmål, der melder sig, når vi snakker bæredygtighed i relation til adskillelsesprojekter. Vi har endnu ikke et klart svart, men vores Vandpartner-kollegaer, der arbejder med planlægning af spildevandsprojekter ( R3, Rambøll), er i gang med at undersøge det.

Vores tese er, at vi sparer materialer og reducerer CO2-udledning, når vi helt eller delvist genbruger det eksisterende system i stedet for at lægge nyt, så vi alt i alt kun etablerer 1 nyt rør og ikke 2 nye rør, når vi gennemfører adskillelsesprojekter.

Tidligere var standard at etablere to helt nye rør, når der blev kloaksepareret. I dag arbejder vi benhårdt på at grave så lidt som muligt på projekterne og stadig løse den opgave, vi skal løse. Men mindre gravearbejde betyder mindre jord, der skal flyttes, og mindre kørsel med maskiner – alt sammen noget der er med til at reducerer CO2. Derudover er det vigtigt at genbruge de materialer, vi allerede har, i stedet for automatisk at bruge nye.
- fortæller Ane Mølgaard Rasmussen, der er fagleder for spildevandsplanlægning - Klima & Afløb i Aarhus Vand.

For tiden er Vandpartner i gang med at planlægge adskillelsesprojektet Hasle Torv, der omfatter et større lokalområde kaldet Høje Hasle. Et område med i omegnen af 7,2 km ledninger, der skal separeres, så der fremover kommer ét rør til spildevand og ét til regnvand. På nogle få strækninger er der allerede dedikerede rør til hhv. spildevand og regnvand.

LCA-beregninger er på trapperne

Spørgsmålet er om tesen holder vand hele vejen, når vi tager Life Cycle Analysis-brillerne på? Derfor bliver der for tiden knoklet med analyse og detaljerede beregner for at nå frem til et realistisk LCA-estimat.

Der indgår mange parametre i vores LCA-beregninger. Når vi genbruger rør, tager vi højde for rørenes kapacitet både nu og om 20, 50 og 100 år. Et eksisterende rør der genbruges, behøver ikke at have en kapacitet, der rækker 100 år frem i tiden, men det kan være tilstrækkeligt med 20 år, så udskiftning udskydes.
- fortæller Ane Mølgaard Rasmussen.

Den nye og mere bæredygtige tilgang med genbrug af de eksisterende ledninger betyder i praksis, at forsyningen måske kan vente op til 20 år med at udskifte rørene. Håbet (og forventningen) er, at forsynings- og entreprenørbranchen til den tid har udviklet sig så meget, at der produceres CO2-neutrale rør og anvendes emissionsfrie gravemaskiner. Genbrug af det eksisterende system kræver dog mange enkelt opgravninger til nye stik, strømpeforing af ledninger, evt. nye vejbede eller anden lokal forsinkelse, ekstra gravearbejde ved vanskelige krydsninger mellem gamle og nye rør mv. Så måske er miljøbelastningen ved genbrug lige så stort, som ved to nye rør.

LCA-beregningerne kommer til at sætte tal på tesen og be- eller afkræfte den. LCA-beregningen forventes at være færdige senere på foråret.

På midtvejsworkshoppen dykker vi mere ned i bæredygtighed og adaptiv rørføring og ledningsdimensionering. Vi skal bl.a. besøge et adaptivt projekt gennemført af et forsyningsselskab i København.